Heraklion strande

Ligaria

Ligaria kortLigaria (også stavet Lygaria) er en ganske lille og charmerende kystby, der ligger på den nordlige del af Kreta. Den ligger i regionen Malevizi og tæt på den mere kendte ferieby Agia Pelagia, som kun er få minutters kørsel væk.

Ligaria strand 
Ligaria strand ligger flot inde i en næsten lukket bugt omgivet af bjerge. Hele stranden er dækket med groft sand, men den vestlige side af stranden er bedst. Her er det klare vand ofte mere roligt, og der er mere sand ude i vandet. Den østlige del har flere sten og flade klipper i vandet.

Ligaria strand

Der er flere afsnit med solsenge og parasoller, ligesom der er brusere flere steder på stranden. Stranden overvåges normalt af en livredder. I weekenden besøger mange lokale stranden, og så kan det være svært at finde en parkeringsplads.

Børnevenlighed
Stranden ligger godt beskyttet, især den vestlige del. Sandet er groft og der er sten og flade klipper flere steder i vandet, men alt i alt er stranden rimelig børnevenlig.

Ligaria strand Kreta

Vandsport
Der ligger et dykkercenter ved stranden og der er gode forhold til en snorkletur.

Strandrestauranter
Der ligger flere restauranter bag stranden, hvorfra der er en fantastisk udsigt over bugten. Det er også muligt at købe is og drikkevarer med ned på stranden.

Ligaria Kreta

Feriebyen Ligaria
Ligaria er en stille og afslappet ferieby, der passer godt til dem, der ønsker en rolig ferie væk fra de mest turistede områder på Kreta. Atmosfæren er lokal og hyggelig, men der er 5-6 restauranter og nogle få hoteller. Det bedst anmeldte hotel er det 3-stjernede Erivolos Hotel Apartments, som har den mest fantastiske udsigt og et dejligt poolområde.

Ligaria er et godt udgangspunkt for at udforske det centrale og nordlige Kreta. I nærheden finder man byen Agia Pelagia, som har flere restauranter, butikker og en lidt mere livlig stemning. Heraklion ligger mindre end 20 km væk, og her kan man besøge det imponerende Knossos-palads, det arkæologiske museum og den gamle venetianske havn.

For naturelskere er der mulighed for vandreture i de nærliggende bakker og klipper ved Ligaria, eller ture langs kysten med enestående udsigt over det Ægæiske Hav.

Knossos
Knossos

Ligaria kort
Den smukke bugt ses tydeligt på kortet. Byens restauranter ligger alle i nærheden af stranden. Hvis kortet bevæges mod nordvest kommer Agia Pelagia til syne.

Related Articles

Back to top button