Chania strande

Gerani strand

Gerani kortGerani er en lille ferieby på Chania-kysten. Den ligger kun et par kilometer vest for den større ferieby Platanias, mens der er 30 kilometers kørsel fra Chanias internationale lufthavn.

Stranden i Gerani
Gerani har en lang og bred strand. Fra stranden er der flot udsigt til bjergene på begge sider, og øen Agii Theodori, der ligger ud foran Agia Marina.

Gerani strand Kreta

Det meste af stranden er dækket med groft sand, men i vandkanten er der rullesten. Stenene fortsætter de første meter ud i det klare vand, og derfor kan det være behageligt med badesko.

Der er flere afsnit hvor der udlejes solsenge og parasoller, ligesom der er brusere og faciliteter til omklædning. I højsæsonen er det mest travle område af stranden overvåget af en livredder.

Gerani børn

Børnevenlighed
Der er god mulighed for at lege og spille bold på den store strand.

De mange sten i vandkanten, og det forholdsvist dybe vand, gør dog stranden mindre børnevenlig. Det er en god idé at lade børnene bruge badesko.

Vandsportsaktiviteter
Der tilbydes forskellige former for vandsport ved stranden i Gerani, herunder havkajakker og jetski. Udlejningen sker på stranden lige foran de store hoteller.

Gerani strand

Restauranter ved stranden
Der ligger nogle få spisesteder ved stranden, men de fleste strandgæster bor i Gerani og spiser på deres hotel.

Feriebyen Gerani
Gerani er en lille og forholdsvis stille ferieby. Bortset fra strandhotellerne, så er det meste liv centreret omkring den gennemgående hovedvej. Her ligger der nogle restauranter, nogle få turistbutikker, et supermarked og endda en bager.

Gerani Kreta

Der ligger flere hyggelige familiedrevne hoteller spredt rundt i Gerani, men også større familiehoteller, som det flotte 4-stjernede Eanthia Beach, der ligger lige ud til stranden og har flotte, velindrettede værelser.

Der går jævnligt bus til Platanias, hvor der er et langt større udvalg af restauranter og butikker. Det er også muligt at gå de to kilometer langs vejen eller stranden.


Gerani kort
Lidt øst for Gerani ligger den større ferieby Platanias. Et par kilometer mod vest ligger en anden lille ferieby, Maleme.

Related Articles

Back to top button