Kokkinos Pirgos
Kokkinos Pirgos ligger på Kretas sydkyst, tæt på Tymbaki og omkring 65–70 kilometer sydvest for Heraklion. Mod vest ligger Agia Galini, mens Matala og Kalamaki ligger længere mod syd langs kysten.
Byen er en lille og rolig kystby, der i sin tid blev anlagt som havneby for den langt større by Tymbaki. Selvom der i dag findes både ferielejligheder, restauranter og caféer ud mod havet, synes vi stadig, at atmosfæren er mere lokal end turistet. Kokkinos Pirgos er derfor et godt valg, hvis I gerne vil opleve en mere afslappet del af det sydlige Kreta.

Stranden generelt
Kokkinos Pirgos har en lang, og ret bred strand med en blanding af sand og småsten. Den mest besøgte del af stranden ligger syd for den lille havn, hvor der er færrest sten og flest faciliteter. Her kan I finde flere afsnit med solsenge og parasoller, som typisk udlejes af restauranterne langs strandpromenaden.
Vest for havnen bliver stranden mere stenet og rå. Her fortsætter kysten i retning mod Agia Galini, og området egner sig bedst til gåture, smukke udsigter og helt fredelige strandoplevelser. Vi kan godt lide, at der er nogle faciliteter, og så er den østlige del af stranden det bedste valg.


Børnevenlighed
Kokkinos Pirgos er et godt valg for familier, især på den organiserede del af stranden syd for havnen. Her er der god plads, og vandet er overvejende lavt og med sandbund.
Som på mange strande på Kretas sydkyst kan der dog være dage med bølger og vind. Familier med mindre børn bør derfor vælge de roligste dage og holde sig til de mest beskyttede dele af stranden.
Vandsportsaktiviteter
Kokkinos Pirgos er ikke en strand med et stort udvalg af vandsportsaktiviteter. Snorkling kan være udmærket ved de mere stenede dele af kysten, især vest for havnen, hvor der er flere klipper og småsten i vandet. Ved havnen er det muligt at leje små både.

Restauranter ved stranden
En af styrkerne ved Kokkinos Pirgos er udvalget af restauranter og caféer bag ved stranden, hvor I kan spise frokost, drikke kaffe eller nyde den flotte solnedgang sidst på dagen. Vi har selv spist god middelhavsmad på Alatsi Mediterranean Cuisine et par gange.
Kystbyen Kokkinos Pirgos
Kokkinos Pirgos er en lille kystby med en mere lokal atmosfære end de klassiske feriebyer på Kreta. Byen har en lille havn, nogle få overnatningssteder, restauranter, caféer og butikker, men tempoet er roligt, og området føles stadig forholdsvist uopdaget.
Navnet Kokkinos Pirgos betyder “rødt tårn” og henviser til et gammelt tårn, som efter sigende blev bygget af rødlig jord i området. I dag er byen især kendt for sin lange strand, sin placering tæt på Tymbaki og den afslappede stemning ved havet.
Kokkinos Pirgos er også et godt udgangspunkt for udflugter i det sydlige Kreta. I baglandet ligger Tymbaki og Messara-sletten, og vi anbefaler også at besøge hippie-byen Matala, der er en speciel og farverig by.

Kort over Kokkinos Pirgos
Den bedste del af stranden i Kokkinos Pirgos ligger sydøst for havnen. Det er også her, at strandpromenaden med restauranter og tavernaer ligger. Lidt længere mod syd ligger den større ferieby Kalamaki.




