Chrissi Akti strand

Chrissi Akti kortChrissi Akti er en flot strand på nordkysten af Kreta mellem de to feriebyer Agii Apostoli og Chania.

Chrissi Akti ligger i den vestligste del af en bugt med to kilometers kystlinje, hvor Chanias mest besøgte strand Neo Chora ligger længst mod øst. To dejlige strande, hvor Chrissi Akti er den mest rolige.

Stranden Chrissi Akti på Kreta kaldes også for Golden Beach pga. sit gyldne sand
Chrissi Akti – den gyldne strand

Stranden generelt
På græsk betyder Chrissi Akti ‘den gyldne strand’, og det er en god beskrivelse af stranden. Det er netop en 500 meter lang strand med fint gyldent sand og klart og indbydende vand.

Stranden har fine faciliteter med solsenge, parasoller, brusere og toiletter. I højsæsonen overvåges stranden af livreddere. Vandet er dog ofte roligt, da stranden er godt beskyttet af bugten. På stranden er der en meget afslappet stemning, selvom stranden er populær blandt både lokale og turister. De som gerne vil være lidt mere for dem selv kan besøge nabostranden Aptera.

Et stykke ude i vandet kan man se den lille ø Lazareta. Øen blev for flere hundrede år siden brugt som karantænestation for syge, men i dag er den ubeboet. Det er populært at sejle ud til øen, hvor der er en lille strand og gode snorklemuligheder.

Chrissi Akti er en flot strand tæt på feriebyen Chania på Kreta

Børnevenlighed
Chrissi Akti er med sit fine sand og lave, oftest rolige vand meget børnevenlig. Der er som regel også god plads til at lege på stranden, så den er et oplagt valg for børnefamilier.

Vandsportsaktiviteter
Chrissi Akti er en dejlig stille strand uden larmende vandsportsaktiviteter. Det er dog muligt at leje windsurfing udstyr til og de populære paddleboards. Det rolige vand er desuden velegnet til en god svømmetur.

Strandrestauranter
Langs stranden er der tre små caféer og restauranter. Her er det muligt at spise en fin frokost eller købe mad med hen til solsengene. Vi anbefaler caféen Piranhas, som også udlejer solsenge.

Chrissi Akti har tre restauranter og caféer

Chrissi Akti strand ligger mellem feriebyerne Agii Apostoli og Chania

Feriebyer i nærheden
Chrissi Akti er placeret mellem Chania og Agii Apostoli, der er vidt forskellige feriebyer.

Chania er Kretas næststørste by, og samtidig en meget charmerende by. Chania er især kendt for sin smukke venetianske havn med det ikoniske fyrtårn og den tyrkiske moské. Fra havnen er det muligt at gå ind i den gamle bydel med sine smalle gader, farverige bygninger og små lokale specialbutikker. Både ved den venetianske havn og i den gamle bydel er der mange indbydende caféer og restauranter. Har I planer om en voksenferie i Chania, så er et perfekt hotel det 4-stjernede Elia Sea Suites.

Lidt vest for Chrissi Akti ligger den mindre ferieby Agii Apostoli. Her er der en meget afslappet atmosfære, og med flere børnevenlige strande er feriebyen populær blandt børnefamilier. Der er et godt udvalg af hoteller, restauranter og butikker, og det meste ligger i gåafstand.

Chania set oppefra
Den venetianske havn i Chania

Chrissi Akti på kortet
Præcis midt på kortet ses stranden med det gyldne sand, Chrissi Akti. Til venstre ses en af Agii Apostolis andre strande, og hvis kortet bevæges lidt mod højre ses Chania.

Related Articles

Back to top button